Nicolai logo

I dag gør Nicolai god brug af de gamle bygninger, der med deres forskelligartede arkitektur byder på gode muligheder for kulturelle udfoldelser. Den gamle Forskole huser i dag både biograf og café. Nicolai for Børn og Nicolai Kunst og Design bruger de gamle Friskoler. Kolding Stadsarkiv bor i den oprindelige Borgerskole, mens Gymnastikhuset er blevet omdannet til en smuk koncertsal under navnet Nicolai Scene.   

 Dæk 002 web

Bygningerne i dag:

 

Nicolai Biograf

Biografen er en ’art cinema’, der viser et bredt udsnit af kunstneriske kvalitetsfilm, suppleret med et mainstream-repertoire, der spænder over børne- og ungdomsfilm, familie- og dokumentarfilm. Begge biografsale er fuldt digitaliserede, så både billede og lyd bidrager til den store biografoplevelse. Derudover tilbyder biografen en lang række kulturelle arrangementer som foredrag, debataftener, temadage mm.

 

Nicolai Café

Caféen serverer italiensk inspireret mad med enkle og friske råvarer. Kvalitet og omhyggelighed er i centrum – alt er tilberedt fra bunden. Caféen er stedet hvor man mødes før og efter filmen, men fungerer også som mødested, restaurant og som ramme om fester, receptioner mv. Her er der plads til alle - lige fra barnevogne til forretningsfolk. Nicolai Café har også et take-away spisekort, så du kan nyde den lækre mad derhjemme.

 

 

Kolding Stadsarkiv

Stadsarkivet er byens og kommunens hukommelse. Her kan man finde fortællinger om livet i Kolding - fotografier, film og beretninger. Stadsarkivet er center for studier i byens historie - både for forskere, byens borgere og skolebørn. Alle kan benytte arkivet, hvad enten man vil have noget at vide eller har noget, man gerne selv vil fortælle.

 

Nicolai for Børn

Nicolai for Børn er et oplevelsesunivers i børnehøjde for de 2-12-årige. Her er der masser af plads til leg, børn og bevægelse. Børnene kan gå på opdagelse sammen med deres familie og blive mødt med spændende, kreative udfordringer. Huset tilbyder billed-, design- og teateraktiviteter og arrangerer workshops for skoler og institutioner. Her arrangeres også professionelt børneteater, koncerter og meget mere.

 

Nicolai Kunst & Design

Den gamle Pigeskole er i dag centrum for kunst, design og iværksætteri. Huset består af udstillingslokalerne i stueetagen. De smukke og lyse udstillingslokaler præsenterer udstillinger med professionel kunst, design og kunsthåndværk - ca. 10 udstillinger om året. 

 

Bygning 5

Nyt kulturhus i Nicolai komplekset, med plads til kultur-entreprenører, kultur-aktører, iværksættere, kreative tiltag og meget andet.

 

Nicolai Scene

Det, der engang var Gymnastikhuset danner i dag ramme om koncerter med professionelle, amatører og elever på scenen. Salen har en unik akustik og regnes som Trekantsområdets fineste koncertsal til kammermusik. Her er koncertrækker med klassisk musik af høj kvalitet, ligesom salen fungerer som øvested og fast base for lokale kor og orkestre. Nicolai Scene er hele Nicolais scene – her afholdes foredrag, børneteater, udstillinger, tangoaftener og meget mere.

 

Nicolai Gården

Den gamle skolegård er tilført nyt liv af Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue og fremstår nu som et spændende og prisbelønnet byrum. Det er et stemningsfuldt åndehul for byens borgere og danner ramme om mange forskellige aktiviteter hele året rundt. Markeder, koncerter, underholdning, leg, workshops og byrumseksperimenter.

 

IMG 6192200x150   100 4326200x150

 

Kender du Nicolai?

Nicolai dengang